Press images

©MaxStürmer & ©BenMergelsberg

Publication

Texts

23.08.2018

Fredrik Österblom, Göteborgs-Posten

Imponerande resa från ljus till mörker

Den berömda mytforskaren Joseph Campbell har i myter och berättelser från hela världen identifierat en gemensam dramaturgisk form, som han kallar hjältens resa. Ett behov tvingar hjälten att nedstiga i det okända, men han anpassar sig, hittar vad han söker, återvänder förändrad och inrättar en ny ordning. Samma dramaturgiska mönster präglar också koreografen Jefta van Dithers kraftfulla föreställning Dark field analysis som nu uppförs på Backa Teater i samband med dans- och teaterfestivalen. Juan Pablo Cámara och Roger Sala Reyner skådespelar, dansar, sjunger och utför akrobatik i denna imponerande resa från ljus och vakenhet till mörker och dröm, och tillbaka.

Som på en anatomisk teater omringar publiken det lilla scenutrymmet från alla fyra håll. Scenen är en kallt belyst rektangulär matta. I mitten sitter de två nakna, orörliga männen med var sin headset-mikrofon. I samma storlek som mattan svävar en tunn vitlysande rektangel ovanför dem, och framkallar en illusion av att männen är inburade. Känslan av vetenskapligt experiment är påtaglig.

Känslan korresponderar också med själva titeln, Dark field analysis, som syftar på blodanalys med hjälp av mörkfältsmikroskopi, en pseudovetenskaplig metod för att upptäcka sjukdomar. Det relevanta är dock att metoden ger upphov till bilder där levande blodceller framträder mot en svart bakgrund, precis som Cámaras och Reyners rörliga och ryckande kroppar under föreställningen framträder mot den svart bakgrunden.

Sedan den hyllade Plateau effect 2013 har van Dinther samarbetat med ljusdesignern Minna Tiikkainen och ljuddesignern David Kiers, och så även här. För den avskalade men djärvt utnyttjade scenografin står Cristina Nyffeler. Helheten är sammanhållen och konsekvent, som sprungen ur en enda estetisk vision.

Efter ett trevande samtal mellan männen, som om de övade på att samtala, införs stegvis mer och mer dans, även den ryckigt undersökande. De ställer frågor, de speglar varandras rörelser. Närheten till dansarna förstärker känslan av anatomisk uppvisning. Ådror framträder vid de akrobatiska ansträngningarna. Kotor och musklers subtila spel blir en del av koreografin.

Varelserna som Cámara och Reyner gestaltar för tankarna till androider som upptäcker sig själva. De säger att de känner sig iakttagna. Musiken stegras och ljuset dämpas. Först försvinner publiken mitt emot in i mörkret, och sedan blir det helt svart.

När ljuset återvänder är vi i en ny underjordisk värld, där endast de nakna kropparna kan skönjas i ett svagt blodrött sken. Cámara står på huvudet och hans ben spretar som utomjordings spröten. Vetenskap har blivit mardröm. Här finns föreställningens vackraste ögonblick men också de obehagligaste, förstärkta av intensiteten i Kiers musik, såsom när de rycker fram och tillbaka på alla fyra som vanvettiga försöksdjur.

Till slut sliter försöksdjuren upp den stora mattan och knycklar ihop den. Scenen har förvandlats, och det finns inte längre någon gräns mellan dansare och publik. Det blir mörkt igen och när ljuset återvänder har de erhållit en ny förmåga: att stå upprätt. Och de nöjer sig inte med att trevande steg på marken. Genom att stå på Reyners axlar upphäver Cámara också scenens övre gräns. Huvudet försvinner in i mörkret, bortom publikens blickar. En ny ordning har inrättats och hjältarnas resa är fullbordad.

09.07.2018

Mirjam van der Linden, de Volkskrant

Sterke mannen, zo naakt als canvas 

Waar Julidans opende met sterke vrouwen, vielen in het tweede weekend de mannen op. Met als inzet het naakte lichaam – tegelijk het meest neutrale en persoonlijke canvas voor hun verhaal – voeren ze je ver voorbij het platte plaatje van huid, haar en wiebelende edele delen.

De trip van twee mannen in Dark Field Analysis, een stuk van Jefta van Dinther, is duizelingwekkend. Het begint allemaal klein, intiem. Een beetje als in het schilderij Le déjeuner sur l’herbe van Manet zitten Juan Pablo Cámara en Roger Sala Reyner op een groenblauw kleed, met het publiek in een vierkant daaromheen. Met slechts subtiele verschuivingen en lichte aanrakingen praten ze over eerste herinneringen. Over hoe fijn het is om rondjes te draaien en dan de snelheid te voelen, het zicht te zien vervagen. En over de druppel bloed na de val.

Dat bloed (Dark Field Analysis is een vorm van microscopisch bloedonderzoek uit de alternatieve geneeskunde) breekt het gesprek, hun gevoelens voor elkaar én de verbeelding open. Want met bloed gaat het in hun tekst ook over het kloppend hart, bloedlijnen en botsende legers. Van groen naar rood licht gaan mechanische bewegingen over in een viervoetige galop en wordt praten rauwe zang in de geest van PJ Harvey. Het is fantastisch hoe de voorstelling zo ‘omklapt’ naar iets groots, wilds. De dichtregel ‘There is a horse crying’ typeert de mysterieuze sfeer.

26.05.2018

Catherine Lalonde, Le Devoir

«Dark Field Analysis»: à sang chaud

De la froideur d’une phrase initiale — « What are you thinking ? », distendue, machinale, suraticulée, jusqu’à la chaleur d’un chant profond. De l’homme à sang chaud à celui robotisé de demain, en passant par d’animales furies à quatre pattes. De l’audience-jury qui se voit regarder, assis des quatre côtés de la salle, à la solitude du spectateur seul face au spectacle. Du rouge au vert, du noir au clair, le duo Dark Field Analysis, du chorégraphe Jefta Van Dinther, offre un voyage inédit.

L’ambiance qu’arrive à composer le chorégraphe néerlando-suédois et ses illusionistes collaborateurs — Minna Tiikkainen à la lumière, Cristina Nyffeler à la scénographie, David au son — semble parfois tenir du film d’auteur, pensé par un p’tit frère tordu de David Lynch ou Cronenberg. Deux hommes, entièrement nus, assis au sol sur un tapis vert billard, conversent (en anglais seulement), leurs voix très amplifiées par des micros-casques. En accumulant lentement, avec brio musique et lumières, corps en différents états, mais aussi chant — un outil si rarement utilisé, en danse contemporaine ! —, puis en faisant chavirer son univers du froid au chaud dans une étrange « scène rouge », Jefta Van Dinther arrive à créer un mystérieux drame d’abstraite, cérébrale et délicate science-fiction. Et à faire chavirer le spectateur dans une fascination devant cet univers d’une désuétude futuriste, d’une nostalgie de l’avenir, en brouillant juste assez ses repères de lecture

Les repères sont brouillés également quand on cherche à établir des filiations avec d’autres oeuvres. On pense à Chaleur humaine, de Stéphane Gladyszewski, en plus cérébral. On se dit que si Laurie Anderson était deux hommes nus et faisait de la danse contemporaine, oui, ça se rapprocherait de ça. Chose certaine, M. Van Dinther révèle dans cette pièce une maîtrise de la mise en scène et de l’illusion théâtrale, portées par deux interprètes généreux de concentration, de précision (et de précision d’intensité) et de sueur. On n’en dira pas plus, afin de préserver cette pièce étonnante — et il est rare que l’on soit étonné — pour ceux qui voudront la goûter.

26.05.2018

Christian Saint-Pierre, JEU

Dark Field Analysis : Machine humaine

Le FTA nous expose, pour notre plus grand plaisir, à des objets aux formes et aux envergures les plus contrastées. Un soir, c’est la machine de guerre d’Ivo van Hove, Kings of War, un spectacle d’une admirable démesure, feu roulant de couronnements et d’égorgements. Le lendemain, c’est la machine humaine de Jefta van Dinthe, Dark Field Analysis, un corps à corps si intimiste qu’il semble nous entraîner sous la surface de la peau, au cœur même du mystère de la chair.

Deux hommes sont assis, immobiles, sur un carré de tapis vert. Au-dessus de leur tête, un rectangle lumineux. Sur leurs corps entièrement nus, hormis un microphone au visage et un transmetteur au bras, se déposent des ombres vertes ou rouges. De tous les côtés, les quatre, des spectateurs qui les observent et qui s’observent. Qui sont ces deux hommes? Humains ou robots? Où sont-ils? Dans le passé ou dans le futur? Leur existence est-elle devant ou derrière eux? Au-dessus ou en dessous? La vie se retirerait-elle peu à peu de leur corps? Ou ne serait-elle pas plutôt en train d’y revenir, d’y reprendre ses droits? Vous aurez compris que le spectacle du chorégraphe et danseur néerlando-suédois soulève des questions pour le moins existentielles.

À vrai dire, la pièce d’une heure agit comme un miroir, une surface réfléchissante sur laquelle le spectateur aura tout le loisir de projeter ses passions et ses obsessions, ses bonheurs et ses frayeurs, ses bénédictions et ses démons. Sous nos yeux éblouis ou plissés, toujours rivés, dans la pleine lumière comme dans la plus grande obscurité, le chorégraphe donne naissance à des images indéniablement percutantes – à partir d’une gestuelle impitoyable, un vocabulaire qui glisse de l’automate, précis et saccadé, à l’animal, délié et fougueux –, mais surtout ouvertes, c’est-à-dire éminemment suggestives, superbement évocatrices. Engagé dans une trajectoire giratoire en adéquation avec le dispositif scénique, les deux hommes prennent appui l’un sur l’autre, avancent et reculent, gisent et surgissent, caressent et piaffent, ondulent et frémissent, forment un seul et même mécanisme, une machinerie recouverte de sueur au sein de laquelle deux cœurs battent à tout rompre.

Quelques mots d’anglais servent de balises. Certains sont prononcés. D’autres, empruntés à deux pièces de PJ Harvey (The Slow Drug et Horses in my Dreams), sont chantés en direct avec une conviction qui donne la chair de poule. S’il fallait choisir un axe, un filon dans cette profusion de signifiants, se serait sans doute la notion de lien. Ce fil ténu qui unit le corps à la vie, les sujets aux objets, les morts aux fringants, ceux qui désirent à ceux qui sont désirés, les humains aux animaux, le vivant à la machine, le début à la fin, le ciel à la terre. Sommes-nous en enfer ou au paradis? Sont-ce des anges déchus ou des démons en pleine ascension? Sont-ce des adversaires ou des amants? Autant de questions qui ne trouvent pas de réponses, continuent de nous tarauder, et c’est très bien ainsi.

07.07.2018

Fransien van der Putt, Theaterkrant.nl

Uit gewoonte spanning opzoeken

Dark Field Analysis, een intiem duet van choreograaf Jefta van Dinther, koppelt nachtelijke bedgesprekken aan het déjeuner sur l’herbe van de volgende dag. Op een ondergrond van drugs, seks en stevige stevige muziek proberen twee jongens contact te maken, indruk te maken, zichzelf uit te leggen, verlangen te vervullen. De terugkerende samenwerking met belichter Minna Tiikainen en geluidsontwerper David Kiers levert een fascinerend schouwspel om, dat dicht op de huid van de mannen komt en hun adolescente geschipper.

De titel, Dark Field Analysis, refereert aan een alternatieve manier van microscopisch onderzoek, waarbij het onderzochte materiaal indirect wordt aangelicht, zodat het oplicht tegen een donkere achtergrond. Kleinere deeltjes worden zo zichtbaar. Of de manier waarop Minna Tiikkainen de voorstelling belicht heeft strookt met dat procedé betwijfel ik. Maar rood en groen licht, om en om geplaatst aan de vier kanten van het speelvlak, geven de naakte lichamen van Juan Pablo Cámara en Roger Sala Reyner uitgesproken schaduwpartijen, die overgaan in een groen bad en vervolgens een duister schimmenspel.

Terwijl de jongens herinneringen ophalen, stoere verhalen vertellen en om elkaar heen draaien, oefenen ze hun lichaam ietwat demonstratief en los van elkaar. Heen en weer zwaaiend en grijpend, trekkend en duwend met hun armen, als een vertaling van de intensiteit waarmee al gesticulerend en poserend een gesprek wordt gevoerd (maar het zou ook seks kunnen zijn, of gewoon beide), komen verschillende vormen van existentiële twijfel en pogingen tot intimiteit voorbij. Cámara beweegt in een continue stroom van mechanische haperingen, wat nog eens extra de nadruk legt op het protocolaire en geautomatiseerde karakter van de uitwisseling.

Uit gewoonte spanning opzoeken, daarin gevangen zijn, het zelfverlies genieten en van de ander iets van verlossing verwachten; het past allemaal goed bij elkaar. Er duikt zelfs een zweem van Francis Bacon en Bernard-Marie Koltès op, wanneer het hangen en liggen overgaat in een ongekend op vier benen gaan, als honden rennend door de nacht, zij aan zij. Dark Field Analysis combineert broeierigheid met het dagelijkse, van keer op keer op die plekken terugkomen en weer vertrekken, van vrienden of geliefden die niet loslaten maar ook nooit een knoop doorhakken. En zo is het stuk ook: zingend en sprekend, lopen en wachtend schetst het een onderlinge, fysieke, viscerale verwantschap, zonder uitzicht, zonder afstand noch nabijheid, met enkele hoogtepunten, maar zonder ontknopingen of bevrijdende breuken.

26.05.2018

Camila Fitzgibbon, Montreal Theatre Hub

‘Dark Field Analysis’ transfixes in exploring expressions of self and life

Two bodies come into awareness of one another. In silence, they connect; in stillness, they converse. Early memories are recalled and shared. They touch. There is electricity in the encounter. Soon they align to become mirrored images of the other, separate systems now breathing as one. They never rise to stand, but when they do, they extend to a higher realm.

Dutch-Swedish dancer and choreographer Jefta van Dinther explores relationships to the self and other forms of life in the experiential and existential Dark Field Analysis. Centered in an intimate round, the fully exposed duo of creator-performers Juan Pablo Cámara and Roger Sala Reyner transform and transfix in a powerful physical piece that is at once disquieting and sedative, enigmatic and enlightening.

Drawing its name from a branch of alternative medicine that uses dark field microscopy to examine live blood cells, Dark Field Analysis prompts a journey into and beyond the self using analogy and imagery of vital fluids. Senses are amplified as we come to observe the two lit specimen against contrasting, encompassing blackness (the riveting lighting design is by Minna Tiikkainen and sound designer David Kiers provides the sonic aesthetic for the trance-inducing composition). Animate creatures on magnified display, they squirm and crawl to disappear and retreat into the dark unknown, then emerge with renewed alertness to come into focus again.

Human, animal, and machine blend; the lines between synthetic and organic are blurred. Characterizing the work are repetitive jerky movements – strange but not unfamiliar – which progressively become more aggressive, culminating in an outcry in the despair of longing to feel and emote – not just exist. It’s a profound meditation on the chronic mundaneness of life and being that culminates in a startling awakening to even the most minute of its expressions.

24.03.2018

Ditta Rudle, Tanzschrift

„DARK FIELD ANALYSIS“, TQW

In seiner jüngsten Choreografie geht Jefta van Dinther von der Sprache aus. Zwei Männer im Nacktkostüm, Mikrofon vor dem Gesicht, der Sender um den Arm geschnallt, unterhalten sich, erzählen aus dem Leben, stellen Fragen, sind fasziniert vom Blut, eine Metapher für das Lebendigsein. Der Schauspieler und Performer Juan Pablo Cámara aus Argentinien und der spanische Tänzer, Schauspieler, Choreograf Roger Sala Reyner sitzen einander gegenüber auf einer Matte, beleuchtet von rot-grünem Licht, das Linien auf ihren Körper malt und unterhalten sich. Etwas anstrengend für den Beginn, doch wenn scheinbar alles gesagt ist, unterbricht ein Blackout das Duo, Bewegung kommt in die beiden Männer.

Als sichtbar roter Faden zieht sich die Blut-Metapher durch die Performance. Mit Bedacht hat van Dinther den Titel seines Duetts gewählt. Die „Dunkelfeldanalyse“ ist eine Methode der alternativen Medizin, um das Blut mittels eines Dunkelfeldmikroskops zu untersuchen und Körperzustände festzustellen. Natürlich geht es dem Choreografen nicht um medizinische Fakten, sondern um eine Art Introspektion. Nicht nur der anfangs gesprochene Text und die in unnachahmlicher Präzision agierenden überaus präsenten Körper, auch Licht (vorhanden oder abwesend, bunt oder fahl grau), Klang und Songs (basierend auf „The Slow Drug and Horses in my Dreams“ von PJ. Harvey) und der später zusammengeknüllte Teppich, gehören zu van Dinthers Ambiente. 

Seine Choreografien sind wie eine Droge, sie ziehen mich in eine andre Welt, umhüllen mich so unheimlich wie wohlig. Ich bin mitten drin in der dunklen Wärme, umhüllt vom Mantel der Poesie, beglückt durch die dunkle Schönheit. Bleiches Gewürm kriecht umher, wildes Getier geht aufeinander los, der Partner wird weggeschubst und hergeholt, wird gebissen. Vielleicht aus Liebe gefressen. Die weißen Körper werden im Zwielicht zum aufgebahrten Christus von Andrea Mantegna, zwei Beine ragen in die Höhe, der Kopf ist unsichtbar, kein Mensch mehr, ein fremdes Wesen, lebendig und fast anmutig. Das Unheimliche ist heimlich da, ist anheimelnd und sogar tröstlich. Van Dinther hat mir eine neue Art der Melancholie geschenkt.

Während sie sprechen bewegen sich die Performer nur mäßig, bleiben wie festgeklebt sitzen, nur durch die Berührung der Fußsohlen miteinander verbunden. Hie und da streckt einer die Arme aus, sitzt fast lässig da, wie Michelangelos Adam in der Sixtinischen Kapelle. Vorsichtig kriechen die beiden voneinander weg und wieder zusammen, krümmen die Finger und die Zehen während sie reden, fragen, erzählen, laut denken. Sie reißen die Mäuler auf, die Augen sind dunkle Höhlen, manchmal scheint es, als wären die Männer blind als säßen Maschinen im wechselnden Licht. Nach der plötzlich mit Getöse hereinbrechenden Finsternis werden diese Sprechmaschinen lebendig, wandeln sich ständig in neue Kreaturen. Am Ende klettert Cámara auf die Schultern von Reyner, sein Kopf verschwindet inden scharzen Wolken des  Bühnenhimmels. Ein Doppelwesen, mit einem Kopf und acht Extremitäten. Stummes Staunen bis die neuerliche Finsternis das Ende dieser imponierenden, berührenden Performance. Immer wieder erinnert der Choreograf an ein früheres, ebenso effektvolles Duo, das Jefta van Dinther mit Thiago Granato 2013 auch im Tanzquartier gezeigt hat. Auch damals schon hat er durch extrem langsame Bewegungen im magischen Licht die Aufmerksam erhöht und einen unwiderstehlichen Sog erzeugt. Ich bin süchtig nach seinen Choreografien.

23.03.18

Helmut Polest, Der Standard

Dialogischer Psychothriller

In der jüngsten Arbeit des niederländisch­-schwedischen Choreografen, “Dark Field Analysis”, werden Körper zu Spannungsfeldern

In diesem Stück ist der Anfang eine Frage und das Schlussbild die Antwort. Mit “Was denkst du?” wendet sich der Tänzer Roger Sala Reyner zu Beginn von Jefta van Dinthers Choreografie Dark Field Analysis, die bis Freitag im Tanzquartier Wien zu sehen ist, an sein Gegenüber Juan Pablo Cámara. Am Ende klettert Cámara auf Reyners Schultern, und sein Kopf verschwindet in undurchdringlicher Finsternis.

Van Dinther, 1980 im holländischen Utrecht geborener Schwede, ist ein Meister im Ausstellen und Bewahren dunkler Geheimnisse. Davon konnte sich das Wiener Publikum bereits 2012 ein Bild machen, als der Choreograf im Tanzquartier sein fabelhaft düster­aggressives Solo Grind präsentierte. Wie auch für Dark Field Analysis (uraufgeführt 2017) steuerte Minna Tiikkainen das ausgekügelte Lichtkonzept bei, und in beiden Arbeiten stammt die Musik von David Kiers.

Der Sturz, das tropfende Blut

Zwischen Reyners Eingangsfrage und Cámaras stummer Antwort spannt sich eine unheimliche wechselseitige Analyse der beiden nackten Männer. Sie setzt bei der unmittelbar auf “Was denkst du?” folgenden Replik an. Er denke, lenkt sein Gesprächspartner ab, dass er versucht habe, sich zu erinnern. Reyner: “Was ist deine erste Erinnerung?” Es folgt eine Unterhaltung darüber, wie Cámara sich einmal so lange um die eigene Achse gedreht hat, bis er das Gleichgewicht verlor und sich beim Sturz verletzte. Er spricht von den Blicken der anderen und tropfendem Blut.

Indes mischt sich Musik in die trägen, via Headsets verstärkten Stimmen des Paars, das auf dem Boden sitzt und zwischen gegenseitiger Zu­ und Abwendung wechselt. Das ist keine bloße Konversation, sondern ein dialogischer Psychothriller. Jeder der beiden versucht, in den Kopf des anderen einzudringen. Äußerlich wie innerlich tasten sie einander ab. Cámara: “Manchmal scheint mir, als nähmen bestimmte Dinge eine rote Farbe an, wenn ich sie anschaue.” Seine Hand vibriert in kaum zu beherrschender Anspannung. “Bist du jemals in den Körper eines anderen eingetreten?” Reyner: “Ja.” Cámara: “Buchstäblich unter die Haut?” – “Ja.”

Drogen­-Song von PJ Harvey

Gefährliche Gier wird in van Dinthers Stücken immer wieder spürbar. In einer sexuellen Form etwa bei dem Duett This Is Concrete, als Gruppendynamik beispielsweise in Plateau Effect und Protagonist. Es ist ein abgründiges Begehren, das die Atmosphäre im Theater bis an den Rand des Unerträglichen auflädt. In keiner dieser Arbeiten erlebt das Publikum die erlösende Banalität eines Tathergangs. In allen aber erfährt es die Choreografie von inneren Spannungen, die sich mit den Tänzern auch als Personifikationen zeigen.

Bei Dark Field Analysis wird der Dialog der beiden einander belauernden und berührenden Protagonisten von lauter Musik verschluckt. Reyner beginnt einen Drogen­Song von PJ Harvey zu singen, in dem es “See this winged boy falling” heißt, während intensives grünes Licht den Körpern jeden Rest von Natürlichkeit entzieht. Für einige Zeit stürzen sie in absolute Finsternis. Wieder sind ihre Stimmen zu vernehmen.

Einer der beiden sagt: “Ist das nun etwas, das man eine Blutlinie nennt?” An diesem Punkt bricht Jefta van Dinther den Titel dieses Stücks auf. Dunkelfeldanalysen sind in Fachkreisen umstrittene alternativmedizinische Blutuntersuchungen mit einem Mikroskop, die angeblich Einblicke in das “innere Milieu” des Körpers erlauben. Und wer nach “Blutlinien” fragt, dringt in biologistische Denkmilieus ein.

Das Unheimliche und seine Metaphern

Schwach rosa beleuchtet schälen sich die Körper der Tänzer wieder aus der Finsternis heraus: als Tableau vivant, das an einen aufragenden Baumstamm erinnert. Das Bild löst sich auf, die beiden irren auf allen Vieren wie Tiere im Halbdunkel umher. Wieder wird ein PJ Harvey­Lied nachgesungen, Horses In My Dreams mit der Behauptung, dass eine innere Befreiung gelungen sei. Doch diese künstlerische Dunkelfeldanalyse widerspricht der Möglichkeit einer Diagnose. Die klärende “Befreiung” – wie sie als Antwort auf die Frage “Was denkst du?” erwartet wird – endet mit dem Verschwinden von Cámaras Kopf in einer finsteren Box.

Dark Field Analysis ist eine unheimliche und bedrohliche wirkende Arbeit über den Drang, das Innere des Körpers mit dubiosen Methoden und unheilvollen Metaphern zu erobern, zu besetzen, zu manipulieren. Auch dieses Stück ist Jefta van Dinther gelungen. Sein Geheimnis scheint zum Greifen nah. Fassbar ist es glücklicherweise nicht.

19.03.2018

Malena Forsare, Sydsvenskan

Här faller kläderna på riktigt

Att lyfta ut ett parti ur något av koreografen Jefta van Dinthers arbeten – och försöka beskriva det så att det blir synligt utanför sin helhet – är svårt. Och möjligen också lite meningslöst. För verken är organiska: kropparna (det kan vara enstaka eller många) är på samma gång sammantvinnade och på väg. Publiken finner sig innesluten i en scenisk undersökning som är explicit fysisk, ibland nästan våldsam, och som är konsekvensen av att dans, musik och ljus ingår i en konception. Det är som om verken vill få oss att lägga märke till vår egen perception: hur den uppstår i det yttersta cellagret och fortplantar sig genom nervbanorna till hjärnans olika rum.

Att lyfta ut ett parti är kanske meningslöst, men jag gör det ändå. I finalen på senaste verket ”Dark Field Analysis”, som efter att ha gästspelat i Köpenhamn ges vid ett solotillfälle på Inkonst i Malmö (15/3), klättrar en naken man upp på en annan naken mans axlar. Rummet ligger höljt i dunkel och publiken kan ana varandra på fyra sidor om spelplatsen. Så står de båda kropparna där, varma efter sextio minuters explosiva ansträngning, resta som en totempåle. Den långa skulpturen av senor, muskler och ben ser ut att snart försvinna upp i rymden.

Redan före Jefta van Dinthers aktuella Malmö-visit har jag börjat fundera över hans verk i termer av riter. I magnifika ”Plateau Effect” (2013) organiserades Cullbergbalettens dansare runt en segelduk med tillhörande rep. Genom en raffinerad process med att bearbeta tyget reste sig till slut, ja, faktiskt, också här en totempåle. I ”This is concrete” (2009 i samarbete med Thiago Granato) rörde sig två dansare orgiastiskt runt scenens högtalare, som om de tillbad den tunga pulsen. Mötet mellan de två männen i jeans utforskades som en erotisk relation till David Kiers musik. Enstaka klädesplagg krängdes av medan händerna sökte av kroppens ytor.

I ”Dark Field Analysis” har kläderna fallit på riktigt. Dansarna Roger Sala Reyner och Juan Pablo Cámara sitter spritt språngande på en matta, så när som på varsitt headset. En trevande dialog mellan två övergår snart i en dånande sång hos den ene och successivt vecklas rörelserna ut i nära kontakt med golvet. Texten drunknar tidvis i ljudet, men en berättelse om blod som livsvätska och tecken på skada tränger igenom bruset. Rör det sig om en medicinsk dissekering av kroppen som motiv? Eller bevittnar vi ett samtida elektroniskt Våroffer?

I en intervju med koreografen, gjord av journalisten Lina Kalmteg för ett par år sedan, beskrivs hur det rituella har en biografisk grund. Vilken visar sig stå i skarp kontrast till den tyska klubbkultur och homoerotiska laddning som Jefta van Dinther gärna nyttjar som stoff. Koreografens uppväxt präglades nämligen av att föräldrarna arbetade som kristna missionärer. Erfarenheten av att gestalta skapelseberättelsen på gatan i länder som Mexico, Japan och Filippinerna – Jefta och hans bror föreställde blommor som vecklades ut – har satt djupa avtryck i konstnärskapet.

Barndomens tro övergavs i unga år, men spåren av den religiösa erfarenheten lever kvar i Jefta van Dinthers verk. När de båda manskropparna i slutscenen i ”Dark Field Analysis” uppgår i en skulptur som reser sig upp genom scenrymdens mörker, är det inte bara en totempåle som publiken bevittnar. Vad vi ser är dessutom en blomma, gestaltad för länge sedan av ett barn på en gata långt borta, som fortfarande håller på att veckla ut sig.

11.03.2018

Dorte Jelstrup, POINT OF VIEW INTERNATIONAL

Dark Field Analysis – stor kunst af en ganske særlig og ædel karat

DANS – Performancen Dark Field Analysis, som man kan opleve netop nu på Det Kongelige Teater, er intet mindre end stor kunst af en ganske særlig og sjælden ædel karat. Forestillingen er fornemt koreograferet og instrueret af Jefta van Dinther, der bor og arbejder i Stockholm og Berlin, ligesom den er fremragende performet af Juan Pablo Cámera og Roger Sala Reyner. Der er samlet set tale om et helt igennem fabelagtigt værk, der viser vor tids performance som værende absolut kunstnerisk vedkommende, endog meget interessant og bestemt seværdig.

Dark Field Analysis er en intens, kompakt og oplevelsesmættet forestilling. Som publikum møder vi to nøgne, mandlige performere, der sidder overfor hinanden på et turkisgrønligt tæppe udlagt på gulvet i det rum, som performancen vises i. Lyslægningen er domineret af rød og grøn, og ovenover de to performere hænger ydermere et hvidligt rektangel af lys.

Visuelt set er performancen således ved første øjekast minimalistisk i fremtoningen. Men tag endelig ikke fejl. Dark Field Analysis er ved dens udtalte potensering af det nøgne menneske, dets krop, dets kød og dets blod en performance, der sensualistisk stiller skarpt på mennesket, kroppen og blodet som sansemæssige materialer for dissektion.

Bevidsthed om selvet med kroppen som udgangspunkt

Man kan sige, at vi i Dark Field Analysis starter fra bunden; dér hvor mennesket som kødelig og blodfyldt materialitet sætter ud og bliver bevidst om eget selv og identitet; en bevidsthed om selvet, der har kroppen, dens bevægelser samt sproget som udgangspunkter.

Således spørger den ene nøgne, mandlige performer til den andens første erindring i starten af den samtale, som de udfolder gennem forestillingen; den første erindring her opfattet som et tegn for den første bevidsthed om eget selv forstået også som tidslig materialitet.

Og fra dette startpunkt gennemspilles så den undersøgelse af menneskets identitet, som Dark Field Analysis først og fremmest udgør. De to nøgne, mandlige performere begynder hver især at bevæge sig, de vender sig mod hinanden, de roterer forsøgsvist deres arme, de drejer hovederne og udstrækker deres ben, – lidt ligesom et menneske, der bevæger sig for allerførste gang. Eller måske lidt ligesom syntetiske skabninger, der tilføres strøm og derfor – som et resultat af denne energitilførsel – også begynder at udvise bevægelsesmæssig adfærd.

Central for denne de to mandlige, nøgne performeres afsøgning af egenidentiteten er den Anden; den performer, de hver især interagerer med. Deres bevægelser retter sig mod hinanden, ligesom deres samtale gør det – og ved denne relationalitetblotlægges deres identitet mere og mere gennem performancen.

Identiteten viser sig at være knyttet til et jeg, der ikke blot er et sprogligt og kropsligt værende udstrakt i en tidslighed, men også et socialt værende. Og undervejs i denne forsøgsvise blotlæggelse af identiteten kommer disse to mennesker til syne som også både dyriske og seksuelle væsener.

Sociale materialiteter

Gennem performancen vokser de to nøgne mænds egenidentitet yderligere. De bliver to kødomsluttede blodigheder, der kan stå på hovedet, rejse sig op, fornemme det Andet, omverdenen, og de Andre, publikum samt de andre kødelige, blodfyldte kroppe, udtrykt som andre mennesker.

Og slutteligt som de sociale materialiteter, de er, kan de også ved fælles hjælp rejse sig yderligere; den ene performer står til sidst i performancen på den andens skuldre og rækker armene mod visningsrummets loft, metaforisk forstået som himmelen, det ydre rum, universet og de andre planeter, men også symbolsk som tegn for ånden, det høje, tænkningen og de store vidder.

Hvad er det for et menneske, kan vi spørge, der søger egenidentiteten på denne vis, som vi ser det i Dark Field Analysis? Som med udgangspunkt i blodets materialitet og kroppen som kødelighed afsøger selvet?

Det er vor egen tids menneske, det menneske, som har tabt sig selv, som har tabt oplevelsen af et eget selv, som forvirret ser sig selv på en porøs bund af en kaotisk kakofoni af splintrede værdier; værdier vi alle en gang anså for faste holdepunkter, men som nu flyder hid og did, trædes under fode og transformeres til ukendelighed i denne vor egen tidsalder af hyperdigitalisering, senkapitalismer og Trumpske og Putinske tilstande. Dette menneske er os alle; og dette menneske som materiel beholder for blod møder vi i Dark Field Analysis.

Som sådan er performancen en spejling, men også et koreograferet narrativ om os; os nutidsmennesker i præcis denne vor egen tid.

I mørket finder vi os selv gennem den Anden

Værkets titel Dark Field Analysis henviser til et udsnit af alternativ medicin, der anvender dark field mikroskopi med henblik på diagnosticeringen af systemiske kropslige tilstande, der har deres oprindelse i blodet. Og performancen er netop en sådan mikroskopisk stillen skarpt på nutidsmenneskets kropslighed, dets kød og dets blod. En fokusering, der starter ud i et materialitetens mørke for så gennem sproget og socialiseringen at etablere os nutidsmennesker som værender, der midt i mørket af destruerede værdier finder os selv gennem den Anden og de Andre.

For netop kun i fællesskab kan vi rejse os og etablere hver og en af os som selv; kun sammen kan vi finde vej ud af mørket og forbundne til hinanden opbygge samfund med plads til alle kroppe. I Dark Field Analysis vokser præcist et sådant socialitetens empatiske rum ud ad af mørkets materielle felt til slut.

09.03.2018

Monna Dithmer, Politiken

Øjeblikket, når livet forlader kroppen

Hvordan kan vi nærme os de nye former for liv? Den markante koreograf Jefta van Dinther borer med sin danseforestilling sig ind i det posthumane problemfelt med robotter, androider og sci-fi. Det er gysende smukt.

Det er altid lidt foruroligende, når man får udleveret ørepropper ved indgangen. Men det er alt andet end udsigten til lydinvasion, der foruroliger i mødet med de to nøgne mandekroppe i ’Dark Field Analysis’. De to, der sidder der på gulvet omringet af mørke, bevæger sig mere og mere væk fra det, vi forstår ved menneske.

Mageløst enkelt og stringent får den svenske koreograf Jefta van Dinther som et af de markante, konceptstærke navne på den europæiske dansescene helt bogstaveligt revet tæppet væk under os. Helt tæt på sidder publikum på alle sider af scenens ’mørkefelt’ og observerer, præcis som titlen ’Dark Field Analysis’ angiver det: en mikroskopimetode, der især anvendes til at undersøge blod.

»Did you ever see blood coming out of a person? «, kan den ene mandsperson spørge, langsomt og let kunstigt gennem de sorte microports, der med deres ledninger demonstrativt er tapet fast til den hvide hud, som var det hele kroppen, der kørte på strøm. Dialogen foregår i slow motion, men dog stadig i sporet af det menneskelige med en barndomserindring om et blodigt fald på cykel.

Det er fascinerende, sådan som de to dansere, Roger Sala Reiner og Juan Pablo Cámara, forholder sig til menneskelivet – og deres egne kroppe: med en let robotagtig distance, både nøgternt sansende og intenst årvågne. Snarere end en dialog mellem to individer er det kroppene, der taler sammen. Ordene synes henvendt til en ryg, en løftet arm, et mørkt skridt.
Selv om de sidder med deres blottede køn, og spørgsmålet rejser sig om at »trænge ind i en andens krop«, har det intet med seksuelt begær at gøre. Derimod om at trænge ind under huden til livets røde pulseren. Blodet er det centrale fascinationspunkt – frem for alt som signal om »øjeblikket, når livet forlader kroppen«.

NETOP fordi det hele er så blottet og nøgent stillet frem, virker den transformation, der foregår med de to kroppe, så overrumplende stærk – i takt med at de langsomt sætter sig i bevægelse, stadig siddende og med en manisk funktionel motorik. Scenen åbenbarer sig som en forvandlingszone, midtvejs mellem klinisk laboratorium og magikerens sorte boks.
»Øjeblikket, når livet forlader kroppen« bliver her trukket ud i et langstrakt loop, ikke som dødsøjeblik, men som et farvel til individmennesket og en fremmanen af alternative livsformer. Som dunkle rovdyr i organismens urhule pacer de panteragtigt frem og tilbage og fl .år tæppet af gulvet.

Det er ren magi, som Minna Tiikkainen kan få mørket til at lyse og gløde, ligesom David Kiers – begge er van Dinthers faste samarbejdspartnere – får åbnet et ildevarslende ekkorum med sine technopulserende lydlandskaber. Stadig med en kant af noget robotagtigt. Selv når de to mørke skabninger på alle fi .re pludselig trænger sig helt tæt på en, lugter de syntetisk.
Det er androidernes fødsel. Til slut står de fuldt oprejst som to forkullede, glatte kroppe, der har rejst sig fra århundreders forgangen Pompeji-aske: blodløse, men fulde af liv, et nyt trin på evolutionsstigen. Posthumanoide skabninger med rykvis glidende bevægelser – og en evne a la det indiske rebtrick til at forsvinde op i den tynde luft. Wow! – gysende smukt.

’DARK FIELD ANALYSIS’ borer sig udfordrende ind i hele det påtrængende posthumane problemfelt med robotter, androider, kunstig intelligens, augmented life og sci-fi-scenarier. Hvordan kan vi nærme os de nye former for liv? Her kan dansen indtage en privilegeret status i kraft af sin kulturelle og kunstneriske crossover-ekspertise i at udforske organismens mysterier. Mange koreografer er som Jefta van Dinther optaget af at udforske feltet – men få gør det så suverænt enkelt. Hans posthumane skabninger fik mig til at tænke på titlen på bogforlægget til sci-fi-klassikeren ’Drømmer androider om elektriske får?’. Her i Dinthers mørkefelt synes de snarere at drømme om blod – der forsvinder.
Det er afgørende væsentligt, at Dansehallerne og Corpus sørger for sådan et livgivende besøg fra det ydre rum, mens vi som dansepublikum drømmer om, at den hjemløse moderne dans snart får nogle nye Dansehaller at rykke ind i.

08.03.2018

Vibeke Wern, Berlingske

Danseforestilling tager os ind under huden på et andet menneske

Har du nogensinde været inde i kroppen på et andet menneske? Sådan lyder et af de centrale spørgsmål fra den ene danser til den anden i svenske Jefta van Dinthers på én gang vildt fascinerende, smukke og skræmmende duo »Dark Field Analysis« fra 2017, som Dansehallerne nu præsenterer i samarbejde med Corpus på Det Kgl. Teater.

Selv om spørgsmålet i den engelsksprogede forestilling uvægerligt giver seksuelle associationer – ikke mindst fordi de to mandsdansere fra start til slut er splitternøgne – handler det først og fremmest om både mentalt og fysisk at trænge ind under huden på et andet menneske. For det er kroppens blod som både livgivende organisk væske, bindeled til slægt og fortid og et synligt tegn på vores sårbarhed og dødelighed, der er den røde tråd i »Dark Field Analysis«. Titlen på den meget billedrige forestilling er da også hentet fra mørkefeltsmikroskopien, der netop bruges til analyse af blod.

Ligesom i Jefta van Dinthers succesrige solo »Grind«, som Dansehallerne præsenterede i 2013, er »Dark Field Analysis« skabt i tæt samarbejde med lysdesigneren Minna Tiikainen og lyddesigneren David Kiers. Og med udgangspunkt i en næsten faretruende stilhed og en efterfølgende visualisering af et barndomsminde med relation til blod fører forestillingens første del os gennem et flot formet cresendo af pulserende musik og bevægelsesaktivitet.

Her konfronterer de kropslige forvandlingsbilleder os med mennesket som blandt andet dyr og robot og også som et sygeligt væsen, når lyset bliver helt grønt. Men vi oplever også fine følsomme tilnærmelser og kropsberøringer, når danserne viser os et basalt menneskeligt behov for kommunikation og samvær.

Mest overraskende og suggestiv er anden del, hvor de to mænd syner direkte hudløse i det røde lys. Effektfuldt transformeres deres kroppe fra blandt andet slagtekød på krigens slagmark til årvågne store kattedyr, som med hurtige bevægelser frem og tilbage giver associationer til forestillingens dialog om fart og tempo og bliver et rammende billede på nutidens menneskelige adfærd.

Det er imponerende, hvordan Jefta van Dinther med stor konsekvens formår at vise menneskets og kroppens mange lag i sin konceptuelle koreografi til de to dygtige og præcise dansere Juan Pablo Cámara og Roger Sala Reyner. Og Minna Tiikainen kreerer magiske og ligefrem svimlende scenebilleder med sit fortryllende lysdesign, inklusiv en rektangulær lysramme, der skaber et himmelrum over den intime scene, hvor den ene danser stående på den andens skuldre til slut forsvinder op i det ukendte mørke.

27.10.2017

Margareta Sörenson, Nya scenbloggen

JEFTA VAN DINTHER DARK FIELD ANALYSIS

Ljussättaren Minna Tiikkainen är som en ljusfé, fast tvärtom. Att skapa ett så lysande mörkt rum närmar sig trolleri. Under en hängande kvadrat av en tunn ljuslinje skapas en scen, och på den sitter, omgivna av luddig svärta, två män. Tillsammans med de två dansarna/performers, Juan Pablo Cámara och Roger Sala Reyner, har Jefta van Dinther skapat en märklig betraktelse. Hans särskilda blick liksom ovanifrån på människorna och deras egendomliga beteenden bereder än en gång vägen för en dikt av rörelse och ljus med genomborrande innehåll.

”Dark field microscpy” är ett sätt att med mörkfältsmirkoskopi analysera människans blod inom alternivmedicin. Och blodet, det vanliga, röda, mänskliga, som pulserar genom våra ådror blir till tråden, den röda!, som slingrar sig genom denna poetiska, gåtfulla och stillsamt vackra duo.

En människofot, hur lik är den inte – egentligen – en apas fot. De två männen är som två primater, lika nakna som aporna i en djurpark, lika försiktigt nära varandra. Lika varandra som bär, som två av samma art – det är här som van Dinthers blick för den mänskliga existensen får en särskild valör.

I hans senaste och stora verk, Protagonist, tar dansarna till slut av sig sina kläder och blir till aplika urvarelser. Här är vi, publiken, helt nära inpå de två på sin matta. Det är något urenkelt i deras skärskådande av varandra, och samtidigt öppnar sig bilderna för allt blodet bär – infektion och smitta, droger och mediciner, arv och att helt enkelt, obegripligt nog, kunna vara levande.

Som vid tidigare tillfällen när jag sett verk av Jefta van Dinther är min känsla stark av att inte riktigt veta var jag har varit när jag går därifrån. Märkligt och gripande, oroande och lugnande.

 26.10.2017

Örjan Abrahamsson, Dagens Nyheter

Tveklöst det bästa Jefta van Dinther har gjort

Redan de besynnerligt långa pauserna i den enkla frågan ”What are you thinking?” skapar osäkerhet. När svaret blir absurt länge hängande i luften börjar man ana att de två männens dialog i Jefta van Dinthers ”Dark field analysis” samtidigt riktas mot publiken som sitter i fyrkant runt duon på Dansens hus Lilla scen.

Men något tycks vara skevt med de två helt nakna männen som obesvärat sitter på golvet och talar i slow motion under en rektangulär ljusslinga hängande ett par meter ovanför dem i luften, som ett slags gloria. Gradvis anar man att Juan Pablo Cámara och Roger Sala Reyner snarare än människor är ett slags människolika robotar med obehaglig fascination för blod och det faktum att en människa kan, och ska, dö.

Efter fjolårets koreografi ”Protagonist” för Cullbergbaletten återkommer nu Jefta van Dinther med en suveränt behärskad duett, som hade urpremiär i somras. Återigen jobbar van Dinther i intimt samarbete med David Kiers (ljud) och Minna Tiikkainen vars läckra ljusdesign vore värd en egen recension.

”Dark field analysis” är en konceptuell koreografi som knyter an till flera av van Dinthers tidigare verk. Mest uppenbart till den hårt drivna technoklubbduetten ”This is concrete”, ”As it empties out” i den visuella deprivationens tecken och ”Protagonist” som i likhet med nya verket tangerar extrema motpoler, människan som robot och människan som djur. Inte minst är ”Dark field analysis” är ett påfallande dialogiskt verk som genomgår ett flertal, överraskande transformationer innan det snillrika slutet i det indiska reptrickets tecken.

Den är krävande och samtidigt märkvärdigt tillgänglig därför att den är så stringent och genomarbetad. Det futuristiska möter det arkaiska i en duett som landar i ett existentiellt solo, mycket tack vare två fantastiskt precisa performers vars sceniska närvaro är lika omtumlande som betagande. Vid sidan av makalösa succén ”Plateau effect” (2013) för Cullbergbaletten är det tveklöst Jefta van Dinthers främsta verk. Hittills.

25.10.2017

Anna Ångström, Svenska Dagbladet

Koreografen rycker undan mattan – en mental thriller

Det finns ett starkt drag av romantik i Jefta van Dinthers koreografiska oeuvre. Det är som om han, genom dansarnas uppenbarelser och rummets visuella och audiella skiftningar, kondenserar vår högteknologiska och ofta brutala värld till starka känslor och bilder – uttryck för ett rop, en stark förtvivlan eller bara en obetvinglig längtan efter känslan av att vara levande.

Senast skapade han det storslagna ”Protagonist” för Cullbergbaletten, där den unga artisten Elias långsamma, späda sång blev ledmotiv till ett verk om en revolution som kommit av sig och en evolution på rewind. En i flera bemärkelser naken studie av människans tillstånd.

På Dansens hus lilla scen drar koreografen nu – genom dansarna Juan Pablo Cámara och Roger Sala Reyner – undan mattan för oss. Återigen skapar Jefta van Dinther tillsammans med ljuddesignern David Kiers och ljusditon Minna Tiikkainen en fysisk värld där gränser löses upp i ett drömlikt, stundtals mardrömslikt, landskap som pulserar likt blodet i våra ådror. Blod som livssaft, passion och smittbärare.

Titeln ”Dark field analysis” är hämtad från mörkfältsmikroskopin med vars ljusteknik man kan undersöka kroppsvätskor, celler och fibrer. De nakna dansarna tycks befinna sig i ett slags laboratorium, sjukligt belysta i grönt och rött under en kall ljusruta och omringade av publikens blickar. Där konverserar de till en början oskyldigt, sittande på golvet. Roger Sala Reyner berättar ett barndomsminne, hur hans ystra snurrande en gång slutade med ett fall och blodvite – en röd läcka liv som gjorde outplånligt intryck.

Här finns en lågintensitet som suger tag. Dansarna verkar lätt förlamade, samtidigt som de blir spegelbilder av varandra; deras lätta beröringar gör den enes hud till den andres. Ja, här uttrycks åtrå – som en önskan att uppgå i den andre, vara i hans kropp. Öppna munnar möts. PJ Harveys kärleksballad ”The slow drug” blir ledmotiv till en långsam, nästan sött vaggande dans kropp mot kropp.

Blod som organiskt liv ställs mot det artificiella och robotlika men också mot det kompakta mörkret, ögonblicket då hjärtat tycks på väg att hoppa ur kroppens fängelse. ”Dark field analysis” förflyttar sig gradvis mot inre, nästan mystiska, förnimmelser. Gestalterna antar alltmer djurlika skepnader. De försvinner i dunklet och dyker upp likt främmande, invaderande organismer med ett repetitivt, ryckigt rörelsemönster.

Det är stundtals både otäckt och plågsamt, understruket av ljudmassornas volym. Tills plötsligt förtrollningen bryts och dansarna för första gången reser sig upprätt och, balanserande på varandra, sträcker sig upp mot det okända.

Jefta van Dinthter, som nyligen tilldelats Konstnärsnämndens tioåriga stipendium, gör åskådaren fysiskt involverad. Den röda tråden löds inte riktigt ihop i ”Dark field analysis”, men det är likväl kompromisslöst ömsint och hårdsmält – en mental thriller om vår existens.

The choreographer pulls away the carpet from underneath us – a mental thriller

“There is a emphatic characteristic of ‘the romantic’ in Jefta van Dinther’s choreographic oeuvre. It is as if through the revelations of the dancers and the visual and sonic shifts of the room, that he condenses our high-tech and often brutal world into powerful emotions and images – expressions of an outcry, a strong despair, or just an unwavering desire for the feeling of being alive.”

“Recently, he created the magnificent “Protagonist” of Cullberg Ballet, where the languorous song of the young artist Elias became a leitmotif for a performance about a revolution that was interrupted and an evolution in rewind. A naked study of the human condition.”

“…There is a low intensity that sucks one in. The dancers seem somewhat paralysed, as they become mirrored images of each other. Their light touches make the one’s skin into the other’s. Yes: here desire is being expressed as a wish to become the other, to be in his body. Open mouth meets…”

“…Blood as organic life is placed in relation to the artificial and the robotic but also against the compact darkness; that moment when the heart seems to escape the prison of the body. Dark Field Analysis gradually moves inwards, towards the mysterious, sensations. The figures on stage bit by bit take on animal-like semblance. They disappear into the dark and appear again as foreign, invasive organisms with a repetitive, jerky movement pattern.”

“It is both frightening and agonizing, underlined by the volume of the sound masses. Until suddenly the enchantment is broken and the dancers for the first time rise up to stand and, balancing on top of each other, extend into the unknown.”

“…Dark Field Analysis is uncompromisingly tender and hard-melted – a mental thriller about our existence.”

Freely translated from Anna Ångström, SvD, 25.10.2017

18.09.2017

Jérôme Provençal, Mouvement.net

Tanz im August

“…… Nouvelle création du chorégraphe néerlando-suédois Jefta van Dinther, Dark Field Analysis – titre emprunté à un processus d’observation microscopique du sang et des cellules – a fait forte impression. Confrontant deux jeunes hommes nus sur un plateau épuré à l’extrême, la pièce, scandée par une création sonore lancinante, nous met face à un captivant duel/rituel à la fois intellectuel et sensoriel, tout au bord de ce bouillonnant mystère qu’est le corps. Entre rigueur clinique et chaos organique s’instaure, dans un espace-temps indéterminé, une atmosphère très trouble dont l’intensité perturbante va crescendo jusqu’à la fin, en équilibre hautement instable…..”

05.09.2017

Volkmar Draeger, Tanznetz.de

BEFREIUNGSAKTE: BLUT, FLAMENCO UND TANGO

“…Zu den anregendsten, ästhetisch gelungensten Beiträgen zählte Jefta van Dinthers Duo „Dark Field Analysis“. Umsessen von den Zuschauern, verharren Juan Pablo Cámara und Roger Sala Reyner lange unbewegt auf einem grünen Teppich, den ein in gleicher Größe hängendes Rechteck aus Neonleuchten matt beleuchtet. Der eine beginnt den anderen zu fragen, erntet jedoch statt einer Antwort eine Gegenfrage, die der Erstfrager dann ausführt. So entspinnt sich ein extrem verzögerter Dialog über die frühen Lebenseindrücke, und dabei geht es um Blut: durch eine Verletzung beim Hinfallen. In dieser intimen Atmosphäre verstricken sich die nackten Darsteller unter einem Dom aus minimalem Geräusch zunehmend in einen Rausch um den roten Lebenssaft. Seit jenem Kindererlebnis erscheinen dem Erzähler alle Dinge als rot. Ob Blut auch blau sein könne, klingt an und versetzt die Körper in eine Bewegungsrage, bei der die Texte von dröhnender Musik geschluckt werden. Unruhevoll wie das Blut durch seine Bahnen, pulst die Bewegung, wird ruckhaft, quälerisch.

Dann startet der Befreiungsakt aus dem Sitz- und Fragekäfig. Der grüne Belag wird weggezerrt, gibt den Raum für animalische Wildheit frei. Im Liegen bäumen sich nur schemenhaft sichtbare Leiber, bis sich die Rückkehr zum Menschsein vollzieht. Einer steigt auf die Schultern des anderen, ragt so mit seinem Kopf durch das Lichtrechteck: In der Fläche und räumlich beginnen die Kämpfer mit der Eroberung ihres Kosmos. Wie van Dinther seinem von der Alternativmedizin inspirierten Thema gültige tänzerische Form gibt, mit dynamischen Wechseln operiert und hierfür vorzügliche Interpreten gefunden hat, das macht „Dark Field Analysis“ zur reifen Performance großer Tiefgründigkeit….”

Frank Schmid, kulturradio, 25.08.2017

Jefta van Dinther: “Dark Field Analysis”

Jefta van Dinther erweitert den Trance­Zustand in einen Hypnose­Zustand. Der Bühnenraum ist aufgelöst, das Zeitgefühl verschwunden, ihre Sprache, Gedanken, Erinnerungen sind fort.

Nähe entsteht zwischen beiden trotz dieser persönlichen Geschichten und Geständnisse nicht, sie bleiben Getrennte. Ihre Körper beginnen nun zu vibrieren, zu flattern und flirren, die Arme zucken ­ es sind desorientierte Bewegungen, nicht zielgerichtet, während die Techno­House­ Musik immer mehr in Trance­Musik übergeht, zu laut für die offensichtlich nicht mehr wichtigen Texte, zu dramatisch für die bisher entspannte Stimmung. Plötzlich endet die Musik, das Licht geht aus, es herrscht vollkommene Dunkelheit – ein visueller und akustischer Schock, Stillstand und Leere in Finsternis.

Trance­Welt ­ Zeit, Raum, Körper in Auflösung, Welt der Verwandlung

Diesmal hat Jefta van Dinther eine Trance­Welt entworfen, in der Zeit, Raum und Körper zur Auflösung kommen – utopisch und archaisch, eine Welt der Mysterien und der Verwandlung. Und das mit nur zwei Tänzern, junge Männer um die 30, die auf einem blauen Teppich sitzen, darüber ein schwebendes Rechteck aus schmalen Lichtstreifen, das Publikum an den vier Seiten drum herum. Beide sind von Beginn an völlig nackt, wobei diese Nacktheit bald aus dem Augenschein gerät, wie auch Erotik oder Sexualität keine Themen sind.
Dafür aber eine seltsame Bindungslosigkeit der beiden, die zu Beginn im Schneidersitz beieinander sitzen, sich selten direkt anschauen und vorerst auch nur einmal flüchtig berühren mit der Rückseite zweier Finger am Oberarm – sie sind nicht ganz im Hier und Jetzt, fast wie virtuelle Wesen.

Was beide verbindet, ob sie Brüder, Freunde, Zufallsbekannte, Überlebende sind, Geliebte wohl eher nicht – wer sie sind und was sie verbindet, bleibt offen und ein Rätsel.

Blut als zentrales Motiv

Im ersten Teil des Abends stellen sie sich ruhig, langsam, mit sanften Stimmen persönliche Fragen: was denkst du?, woran erinnerst du dich? Einer erzählt eine Kindheitserinnerung, der andere von seiner Faszination für Blut, das aus einem Körper strömt, wie eindrucksvoll das sei, herrlich, entzückend, gar nicht beängstigend sondern eigentümlich berührend.

Das Blut ist hier ein zentrales Motiv, mythologisch
zu verstehen, als Träger der Lebenskraft, mit heiliger Macht und reinigender Kraft. Das nach Außentreten scheint hier als eine Art Offenbarung gemeint zu sein, als Sichtbarwerden des Wesentlichen, Wahrhaftigen. Das Blut als zentrales Motiv – darauf verweist auch der Titel “Dark Field Analyses”, verkürzt gesagt, eine Methode zur mikroskopischen Blutuntersuchung, bei der die Lichtdurchlässigkeit und das Lichtverschlucken von Objekten vor dunklem Hintergrund zur Sichtbarmachung von Details genutzt wird – wie man Staubpartikel in einem Lichtstrahl schweben sieht, wenn es Drumherum dunkel ist – mit solchen Kontrastierungen des Sichtbarwerdenlassens arbeitet auch van Dinther in seiner Choreographie.

Desorientierte, vibrierende Körper ­ Schockmoment

Nähe entsteht zwischen beiden trotz dieser persönlichen Geschichten und Geständnisse nicht, sie bleiben Getrennte. Ihre Körper beginnen nun zu vibrieren, zu flattern und flirren, die Arme zucken ­ es sind desorientierte Bewegungen, nicht zielgerichtet, während die Techno­House­ Musik immer mehr in Trance­Musik übergeht, zu laut für die offensichtlich nicht mehr wichtigen Texte, zu dramatisch für die bisher entspannte Stimmung. Plötzlich endet die Musik, das Licht geht aus, es herrscht vollkommene Dunkelheit – ein visueller und akustischer Schock, Stillstand und Leere in Finsternis.

Verwandlungsprozesse – Skulpturen und animalische Körper

Ein Moment des Innehaltens, der Verwandlungsprozesse auslöst. Die beiden wachsen zu einer Skulptur und werden zu animalischen Wesen, kriechen auf allen vieren über die Bühne, reißen den Teppich beiseite. Die Musik dröhnt und donnert jetzt im schweren Rhythmus, das Licht ist nur noch ein diffuses Rot, die Bühne eher eine Schattenwelt.

Jefta van Dinther erweitert den Trance­Zustand in einen Hypnose­Zustand. Der Bühnenraum ist aufgelöst, das Zeitgefühl verschwunden, ihre Sprache, Gedanken, Erinnerungen sind fort, die Körper in einen anderen Seinszustand übergegangen. Mit den guten alten einfachen Bühnenmitteln Licht, Musik, Körper lässt van Dinther Konturen verschwimmen, Grenzen sich auflösen, eine neue Welt entstehen.

Transformationsprozesse, Schwebezustände, Freiheitsmomente

Und damit ist er einmal mehr bei seinen Themen, nur das diesmal die Sprache als neues Mittel hinzugekommen ist. Erneut inszeniert er Transformationsprozesse. Traumhafte oder albtraumhafte Szenarien, surreale Welten hat er schon oft entworfen, in seinen Spielen mit den Dimensionen von Raum und Zeit und Energie, mit dem Umformen von Körpern in Objekte, mit synästhetischen Choreographien, bei denen er die Wahrnehmungssinne verwirrt, Alltagsbewußtsein und vermeintliche Realität aufgelöst hat.

Es geht ihm um Schwebemomente und Freiheitsmöglichkeiten, wie in einem der frühen Stücke von 2008 mit Mette Ingvartsen, in dem beide auf Trampolinen gesprungen sind, ekstatisch, immer höher, auf der Suche nach dem Moment der Schwerelosigkeit, der Freiheit kurz vor dem Wirken der Schwerkraft.

Das Aufheben und Außerkraft­Setzen scheinbar unveränderlicher Systeme, das Verflüssigen von Determinismus, von Begrenzungen und Bedingungen – das ist sein Thema, fast so etwas wie Utopie in Mysterienspielen.

Hier setzt Jefta van Dinther das in faszinierenden Bildern, in packender Ästhetik um. Mit seinen jetzt auch schon Ende 30 wird er immer klarer im Einsatz seiner Mittel, um Körper und Mensch in Schwebezustände, in andere Sphären zu führen – wer sich darauf einlassen kann, erlebt Außergewöhnliches.

This time, Jefta van Dinther has designed a trance-world, in which time, space and body come to an end – utopian and archaic, a world of mysteries and transformation.

The dissolution and disempowering of seemingly immutable systems, the liquefaction of determinism, of limitations and of conditions – this is his subject. Almost like a utopia in a biblical mystery play. Van Dinther stages this by using fascinating images in stunning aesthetics. Coming to the end of his 30’s, he is becoming ever clearer in the implementation of his means to place the body and the human in a state of suspension and move it into other dimensions. Those who let them selves, experience the extraordinary. 

Videos

Publication